Réginal synger med franskeleverne

Friday, March 11, 2016

Den 9. marts havde A. P. Møller Skolens franskelever mulighed for at være med til et sangværksted med den franske sanger og pianist Jean Pierre Réginal. Han besøgte skolen som led i sin tourné i Danmark og Nordtyskland.

Til akkompagnement af klaver sang eleverne med på velkendte franske chansoner af bl.a. Delanoë, Gainsbourg, Henri Salvador og Gilbert Bécaud. En chanson er en fransk vise eller folkelig sang, ofte af ældre dato. Samtidig blev der arbejdet med udtale, rytme og sprog, så eleverne kunne synge sig til nogle franskfaglige kompetencer.

Jean-Pierre Réginal synger og optræder normalt i Paris. For en del år siden og ved lidt af et tilfælde begyndte han at synge sammen med unge mennesker, der var kommet til Paris for at lære fransk. Gennem personlige kontakter er dét efterhånden blevet til en fast del af Réginals virke både i Frankrig, Nordtyskland og Danmark. A. P. Møller Skolens elever og deres franske gæst havde nogle hyggelige og lærerige timer sammen.