Med Grænseforeningen i København

Friday, February 07, 2014

I dagene 5.-6. februar besøgte 13. årgang ved A. P. Møller Skolen København. Besøget var arrangeret af Grænseforeningen og omfattede ud over A. P. Møller Skolens afgangselever også 13. årgang på Duborg-Skolen i Flensborg.

Programmet bød den første dag på informationsbesøg på de videregående uddannelsesinstitutioner Copenhagen Business School og professionshøjskolen Metropol. Anden dag foretog de enkelte profilklasser studierelevante besøg rundt omkring i København.

Om eftermiddagen afholdtes der et arrangement på Christiansborg. Martin Henriksen fra Sydslesvigudvalget bød velkommen i Landstingssalen. Her holdt bl.a. to elever fra skolen oplæg om deres drømme og forventninger til fremtiden efter studentereksamen. Efter flere indlæg og en kort debat var dagen slut, men eleverne nåede dog lige at kaste et blik ind i Folketingssalen, førend det atter gik hjem mod Sydslesvig.