Juleklippedag

Friday, November 29, 2013

På billedet fremviser Larissa og Alicia fra F9D deres helt specielle kreation, en jule-enhjørning.

Traditionen tro er sidste fredag i november den årlige juleklippedag på A. P. Møller Skolen, hvor alle klasser fremstiller julepynt, der efterfølgende ophænges på skolen. I år er det fælles tema kravlenisser. De 27 klasser fremstiller hver en kravlenisse i størrelsen 1,50 meter, som efterfølgende ophænges i aulaen og vinduerne. Desuden fremstilles der små kravlenisser, som placeres rundt omkring i bygningen, så eleverne i løbet af december måned i bedste "find Holger"-stil kan finde kravlenisserne på steder, de ikke umiddelbart ventes at være. Hele dagen spilles der julemusik og vises der julefilm i klasserne, mens der arbejdes med pyntningen. Desuden klippes og klistres der med alskens traditionel julepynt, som bidrager til, at A. P. Møller Skolen for alvor kommer i julestemning i ugerne frem til jul. Det store juletræ er blevet rejst og pyntet med kræmmerhuse, hejrter og trommer, så det står flot og spreder glans i den store aula. I dagens løb serverer kantinen æbleskiver til alle elever og medarbejdere. Årets juleklippedag er tilrettelagt af lærerne Frauke Pløen, Ida Kristensen Kaadt og Tanja Knutz.